(UN)COMMON SPACES II

Det er søndag og du ligger i din lejlighed og kigger op i en blå himmel. Hvide vatterede skyer bevæger sig ivrigt over den blå flade. Reflekterer solen som er ved at gå ned. 7 langhalsede skarv flyver forbi højt oppe i en lige linje. Sidst du så en skarv var dagen efter stormen Malik, der fik havnebassinet til at gå over sine bredder og lod vandet lave en uropførelse på de ventede klimaforandringer. I dag skriver du 27. februar 2022. For fire dage siden angreb Rusland Ukraine og snart sænker natten sig over denne dag.

Du tænker på labyrinten som ramme for din kunstneriske praksis. En arkitektur med blindgyder og manglende overblik. Det er sådan du træder ind i de næste to år med (UN)COMMON SPACES. Retningsløs men med en forhåbning om at teksten vil være den beholder der kan samle forbigående fragmenter og sammensætte nye forestillinger baseret på dine vilkårlige nedslag i divergerende europæiske virkeligheder.

Den bærbare computers skærm oplyser mørket og minder dig om at wordprogrammets ark og dine skriblerier kun eksisterer inden i maskinens digitale hukommelse. Selvom du som mange andre danskere er en meget aktiv del af den teknologiske og digitale virkelighed, kan du ikke lade være med at føle dig som en idiotisk forbruger uden interesse i den digitale verdens varedeklaration. I højre hjørne dukker symbolet på et aftappet batteri op. Den advarsel kender du og ved hvad du skal gøre, men inden du går du for at lede efter din macoplader, når du at tænke gazprom, storpolitik og din virkeligheds voksende energiafhængighed.

Teksten som en illusionsflade
Teksten som en bærepose